Behandlinger
Herunder er nogle af de mest almindelige behandlingsformer, som klinikken tilbyder. Du er mere end velkommen til at række ud til mig, da jeg altid kan skræddersy dit behandlingsforløb til netop dig.
EMDR
Jeg har solid erfaring og indsigt med f.eks. PTSD, angst, stress, depression, lavt selvværd, sorg, kriser og traumer; både som individuelle forløb og i grupper. Eye Movement Desensitization and Reprocessing (EMDR) er en anerkendt terapeutisk behandling til PTSD, som også anvendes til mange andre problemstillinger, f.eks depression, sorg og stress. EMDR gives næsten altid som individuel behandling. Den teoretiske forståelse er, at svære oplevelser kan lagres i hjernen i en fastfrosset tilstand, hvilket forårsager psykiske problemer. De psykiske problemer efter voldsomme hændelser kan være påtrængende minder om det, du har oplevet, og mareridt ledsaget af overvældende følelser som angst og tristhed. En følelse af at være konstant stresset. Lavt selvværd og andre kropslige og følelsesmæssige erindringer, der gør livet svært at leve. De psykiske problemer efter sorg kan være søvnproblemer, ændret appetit og intens sorg. Ofte er der ikke tab af selvværd, som når man har en depression. Med udgangspunkt i den teoretiske forståelsesramme kan EMDR anvendes til behandling af traumatiske oplevelser, men også til psykiske problemer, som er opstået pga mange små men ubehagelige hændelser. Det kan f.eks være mobning, hvor der er mange gentagne ubehagelige oplevelser eller en opvækst under svære vilkår. EMDR er også effektiv selv om det er mange år siden, at det ubehagelige er sket.
Kognitiv Terapi
I kognitiv terapi er fokus på, hvad man tænker om sig selv, de problemer, som man har, og hvordan man løser dem. Metoden anvendes ofte i behandlingen af angst og depression. Udgangspunktet for behandlingen kan være et aktuelt eller tidligere problem, hvorudfra man undersøger de tanker, følelser og kropslige reaktioner, som opstod grundet problemet, og hvilken adfærd problemet resulterede i. Der lægges vægt på at finde alternative fortolkningsmuligheder og alternative handlingsstrategier. Der er ofte hjemmearbejde, hvor man skal øve sig på de alternative strategier, som man er kommet frem til i samtalen.
PTSD-gruppe
Gruppebehandlingen: her mødes gruppen typisk en gang om måneden i 1.5 time pr gang. Der vil blive stillet forskellige opgaver, som baner vejen for at tale om forskellige emner. I en gruppe med andre, som har PTSD arbejdes med hvordan hverdagen klares og på at få udvidet sine handlemuligheder. Der vil blive arbejdet med de traumatiske oplevelser, selvfølgelig altid med respekt for hver enkel. Fokus vil også være på den ændrede identitet, det ændrede selvværd og relationer. Grundlaget er kunstterapi ud fra en jungiansk forståelsesramme kombineret med visualiseringsøvelser. Gruppestørrelsen er fra 6-8 deltagere. Vi mødes en gang om måneden i 2 timer, i alt 6 gange. Prisen pr gang er kr 600,00 og er inklusiv materialer.
Kunstterapi
I kunstterapi bruges kreativiteten som et redskab til fordybelse. Omdrejningspunktet for kunstterapien er billeder, lyd og bevægelse. Det kunstneriske produkt er et personligt udtryk til at kommunikere følelser og tanker, og ikke et værk, som skal vurderes efter bestemte regler. Derfor kræver det heller ikke nogen kunstnerisk forudsætninger at indgå i kunstterapi. Det kunstneriske udtryk kan være tegning, maleri, collage eller udformning i ler. Det færdige produkt udforskes ved hjælp af samtale, hvor bevægelse eller lyd kan hjælpe med at give en dybere kropslig forståelse for de problemer og løsninger som er i fokus. I kunstterapien er det muligt at udtrykke oplevelser og tilstande, som kan være svære eller umulige at udtrykke med ord. Min kunstterapeutiske forståelsesramme er bl.a. inspireret fra Carl Gustav Jung og Jacob Levy Moreno. Hvis du har lyst til at udforske og udvikle dig ved hjælp af kunstterapiens metoder tilbyder jeg både individuel behandling og gruppebehandling.
Personligt Udviklingsarbejde
Jeg tilbyder individuelle forløb og gruppebehandling, som kan styrke dine ressourcer, skabe forandring og give dig bedre livskvalitet. Den individuelle behandling består af en eller flere samtaler i et trygt miljø, hvor vi sammen undersøger dit problem og baggrunden for det. I løbet af samtalerne vil du få en større forståelse for dig selv, og få nye strategier til at håndtere dine problemer med.
Egenterapi for Psykologer
tekst tekst



