EMDR
Eye Movement Desensitization and Reprocessing (EMDR) er en anerkendt terapeutisk behandling til PTSD, som også anvendes til mange andre problemstillinger, f.eks depression, sorg og stress.
EMDR gives næsten altid som individuel behandling.
Den teoretiske forståelse er, at svære oplevelser kan lagres i hjernen i en fastfrosset tilstand, hvilket forårsager psykiske problemer.
De psykiske problemer efter voldsomme hændelser kan være påtrængende minder om det, du har oplevet, og mareridt ledsaget af overvældende følelser som angst og tristhed. En følelse af at være konstant stresset. Lavt selvværd og andre kropslige og følelsesmæssige erindringer, der gør livet svært at leve.
De psykiske problemer efter sorg kan være søvnproblemer, ændret appetit og intens sorg. Ofte er der ikke tab af selvværd, som når man har en depression.
Med udgangspunkt i den teoretiske forståelsesramme kan EMDR anvendes til behandling af traumatiske oplevelser, men også til psykiske problemer, som er opstået pga mange små men ubehagelige hændelser. Det kan f.eks være mobning, hvor der er mange gentagne ubehagelige oplevelser eller en opvækst under svære vilkår.
EMDR er også effektiv selv om det er mange år siden, at det ubehagelige er sket.